Din Om os-tekst skal give dine kunder og samarbejdspartnere et dybere indblik i, hvad din virksomhed laver.
De fleste firmawebsites har en side, der hedder Om Os eller About Us.
Om os-siden er der, hvor man fortæller om sig selv. Ofte bruger virksomhederne siden til at fortælle, hvad de arbejder med og andet interessant. Typisk er det her, man kan vise sin profileringsvideo eller fortælle om virksomhedens historie.
Om os-sidens formål
Tager du et kig på forskellige siders Om os-tekster, kan du se, at der er stor forskel på, hvor meget de fylder. Nogle består kun af et par linjer, mens andre præsenterer både virksomhedens historie, værdisæt, medarbejdere og strategier.
Man kan undre sig over, hvorfor virksomheder har en Om os-side, hvis der alligevel ikke er meget indhold på den.
Men faktisk er Om-os-siden en af de mest besøgte på firmawebsites, Den er derfor en ret vigtig landingsside, som skaber en del trafik til din hjemmeside. Det er ovenikøbet en af de sider på et website, som brugerne bruger mest tid på.
Derfor har Om os-siden værdi for din hjemmeside og du bør prioritere den.
Den gode Om os-tekst
Mange Om os-sider minder om hinanden.
Det kan naturligvis ikke undgås, særligt ikke for virksomheder der er i samme branche eller sælger de samme produkter til de samme målgrupper.
Du bør derfor være opmærksom på at bruge din Om os-side til at adskille dig fra dine konkurrenter. Jo mere du skiller dig ud, jo bedre bliver du husket af brugere og kunder.
Prøv at fortælle den gode historie om, hvordan du sammen med dine medarbejdere arbejder for at løse dine kunders udfordringer, i stedet for at skrive om nøgletal eller historiske nedslag, der dybest set kun interesserer jer selv og ikke kunderne.
Du bestemmer naturligvis selv, hvad du vælger at skrive i din Om os-tekst, men der er dog et par ting, du bør tænke over:
Orienter dig mod modtageren Det vigtigste er, at din tekst er modtagerorienteret og er relevant for dine læsere. Vil du gerne skrive din virksomheds historie, så kan du nøjes med at medtage det, der giver mening for kunderne.
Vær altid ærlig Er du eneste medarbejder i din virksomhed, så stå ved det. Brug billeder af dig selv og dine medarbejdere. Undgå stockbilleder.
Skriv til mennesker Skab forbindelse til dine læsere. Forstår de ikke det du skriver mister de interessen og forbindelsen går tabt. Stå ved det du skriver og skriv vi og os i stedet for man. Skriv med din egen stemme – altid.
Inden du går i gang med Om os-teksten
Hvad enten du skriver din tekst selv eller vælger at hyre en professionel tekstforfatter, som mig, så prøv at svare på følgende spørgsmål, inden du går i gang:
Hvem er du?
Hvad sælger du og hvem sælger du det til?
Hvad driver dig?
Hvordan arbejder du?
Hvordan løser du kundernes problemer?
Er der særlige søgeord, som skal arbejdes ind i teksten?
Dette website elsker cookies og ved at klikke på Accepter cookies godkender du sidens brug af disse. Læs mere